Berendien

Samlingsplats för alla länder och platser
Khamul
Jordakisk Bärsärk
Inlägg: 37
Blev medlem: 2009-03-12 17:49

Inlägg av Khamul » 2009-06-13 00:41

vad har hänt med alla floder i Berendien? det ser helt annolunda ut nu...

Jan Erik Söderman
Cerevalisk Drakryttare
Inlägg: 730
Blev medlem: 2009-05-22 12:41
Ort: Stockholm
Kontakt:

Inlägg av Jan Erik Söderman » 2009-06-13 00:43

Kanske har det blivit en Omflux (Omflöde)? :P

Mikael
Admin
Inlägg: 5063
Blev medlem: 2007-02-22 19:19

Inlägg av Mikael » 2009-06-13 15:33

Khamul skrev:vad har hänt med alla floder i Berendien? det ser helt annolunda ut nu...
Jämfört med när? Kartan är en kompromiss mellan källornas olika kartor och till skillnad från den förra kartan är denna mer i skala med Enhörningshornet.

Khamul
Jordakisk Bärsärk
Inlägg: 37
Blev medlem: 2009-03-12 17:49

Inlägg av Khamul » 2009-06-14 18:49

får hålla med om att om man jämför med Enhöringshornet och Ereb Altor världskartan så stämmer den bättre...men knyter man ihop floder så får Kandra en mycket viktigare roll som stor handelsstad tycker jag. får man ihop den norra, södra och den flod som leder från Entika så får staden ett mycket större värde som handelsstad.

Mikael
Admin
Inlägg: 5063
Blev medlem: 2007-02-22 19:19

Inlägg av Mikael » 2009-06-14 22:21

Khamul skrev:får hålla med om att om man jämför med Enhöringshornet och Ereb Altor världskartan så stämmer den bättre...men knyter man ihop floder så får Kandra en mycket viktigare roll som stor handelsstad tycker jag. får man ihop den norra, södra och den flod som leder från Entika så får staden ett mycket större värde som handelsstad.
:lol:

Staden är för liten som den är nu anser någon, du att den är oförklarligt stor, jag tycker den är lagom. :)

Khamul
Jordakisk Bärsärk
Inlägg: 37
Blev medlem: 2009-03-12 17:49

Inlägg av Khamul » 2009-06-15 19:30

Mikael skrev:
Khamul skrev:får hålla med om att om man jämför med Enhöringshornet och Ereb Altor världskartan så stämmer den bättre...men knyter man ihop floder så får Kandra en mycket viktigare roll som stor handelsstad tycker jag. får man ihop den norra, södra och den flod som leder från Entika så får staden ett mycket större värde som handelsstad.
:lol:

Staden är för liten som den är nu anser någon, du att den är oförklarligt stor, jag tycker den är lagom. :)
Jag hittar nog på en variant med några stadsdelar utanför murarna och en "gräddhylla" för de rika strax utanför staden med en påbörjad ringmur. :)

Khamul
Jordakisk Bärsärk
Inlägg: 37
Blev medlem: 2009-03-12 17:49

Inlägg av Khamul » 2009-07-25 13:02

bor det inte en hel del dvärgar i de olika bergsområderna och tillhör de isåfall de olika hertigdömen eller ligger de utanför som små fristater i landet?

//K

birkebeineren
Admin
Inlägg: 6976
Blev medlem: 2007-02-27 07:25

Inlägg av birkebeineren » 2009-07-25 16:37

I Kandra-modulen anas dvärgars existens i Berendien men inga detaljer ges. Sen finns det i en Sinkadus beskriven en dvärgisk ambassad i Entika men detaljerna här är även de otydliga.

Vad vi dock vet är att kopplingar mellan Berendien och Torshem som utvecklats här på forumet berättar om förbindelser mellan dvärgriket i Nidabergen och handelshus i huvudsakligen Lindaros. Om detta rike finns följande att läsa: http://www.erebaltor.se/wiki/Kihz%C3%A2r-Kh%C3%B4n

Tanken är den att nidadvärgarna har något så sällsynt som fasta handelskontakter med berendiska handelshus (dvärgarna brukar föredra att göra upp få sådana och heller sätta upp nya individuella avtal om mindre partier handelsvaror) och att varorna fraktas via den berendiska kolonin Torshem ner genom Landori och via en omlastningshamn vid Leipterflodens mynning kallat Remos till staden Lindaros.

Mindre dvärgbosättningar/kolonier i olika berendiska hertigdömen ...kanske det? :?
Senast redigerad av 2 birkebeineren, redigerad totalt 2009 gång.

Mikael
Admin
Inlägg: 5063
Blev medlem: 2007-02-22 19:19

Inlägg av Mikael » 2009-07-25 16:47

dvärgarna i Berendien känns mer som fria entreprenörer, smeder och juvelerare i städerna, gruvexperter, prospektörer m.m., men kanske finns någon mindre by i något av de mer skogsomgärdade otillgängliga bergen där man kan ingnorera länsherrens maktanspråk.

pegasus
Ransardisk Gripryttare
Inlägg: 201
Blev medlem: 2008-08-03 15:02
Ort: Stockholm

Inlägg av pegasus » 2009-07-28 03:20

Personligen gillar jag idén med att sammanbinda Berendien och dvärgar genom att låta finnas bosättningen i Berendien och detta behöver inte alls vara motstridigt mot länsherrarnas intressen. Man kan tänka sig gruvdriften, myntslagning, kungliga byggnadsverk mm kan skötas av dvärgar som överlägsna inom sitt hantverk. Innebär dock inte att de står utanför länsherrarnas makt men att det finns ett visst utbyte mellan länsherren och en dvärgbosättning. Byteshandel är grunden i feodala samhället vilket kan ge intressanta äventyrsuppslag.

Dude
Berendisk Vintrampare
Inlägg: 41
Blev medlem: 2009-02-15 22:22
Ort: København

Inlägg av Dude » 2009-08-29 14:20

Hej drenge,
Så er jeg netop hjemvendt efter 10 dage i den svenske skov, hvor jeg blandt meget andet fik lejlighed til at samle alle mine Berendiennoter. Det er blevet til et lille skrift, der handler næste udelukkende om Sydberendien, jf. nedenfor hvor jeg har givet et lynhurtigt udkast over hvordan jeg ser det overordnede Berendien.

Jeg har forsøgt at være så tro mod originalmaterialet og grundarbejdet i nærværende tråd som muligt. Jeg synes i det store og hele det er lykkes godt, idet det meste blot er viderebygning på noget allerede eksisterende, men der er tre væsentlige stridspunkter.

1) Jeg startede på min spillekampagne inden Berendienkortet blev ændret, hvor Tåresøen og Edgir var store og lå helt nede ved Erbulas (hele Kandra kortet var som bekendt warped derned).
Alt undtaget Edgir og Tåresøen har jeg "fulgt med" kortopdateringen, så der er overensstemmelse mellem mit og det "officielle". I det jeg her præsenterer, ligger Edgir og Tåresøen stadig dernede, og Tåresøen har sin "gamle" størrelse bevaret (Edgir har ikke). Det har imidlertid kun meget lidt at sige, i og med de ikke på nogen måde er noget centralt i min tekst. Navnene bliver blot nævnt et par gange, men her kan begge navne krydset ud og erstattes med noget andet - det har ingen betydning; det er kun navne. Hvis man synes der slet ikke bør ligge nogen sø, kan man jo sagtens helt skrotte det, og blot sige at jorden dér er særligt frugtbar (i jævnførelse med hvad jeg har beskrevet, blot uden sø).
Derudover har jeg altså lagt Eskildsdal og hele Skønheden og Uddyret-eventyret i Sydberendien. Det ved jeg stemmer uoverens med det vedtagede, så adjust to liking. Det er igen uden betydning: erstat navnene med nogle andre.

2) Som jeg skrev for nogle måneder siden længere oppe her i tråden, synes jeg hele Kandraområdet er havnet for langt nord på det nuværende kort. Derfor rykkede jeg som sagt hele Felan-Kandra-Spindel lidt syd, således at Felan "flød sammen med" de pletvise skove der er på det nuværende kort, hvilket jeg også synes er fint. Jeg har altså blot samlet de små pletskove i én - Felan - og rykkede Kandra+vedhæng lidt syd.
I den forbindelse har det omsider lykkes mig at få scannet mine hjemmetegnede (kiddie style) kort ind, men det er en meget ringe maskine jeg har gjort det på, så resultatet er mildest talt mangelfuldt. Det er primært farverne, der mangler, hvilket gør landskabet svært at tyde. Jeg har prøvet at tydeliggøre dette i Paint, hvilket selvfølgelig har gjort selve kortet grimt og uegnet til spilbrug, men dets primære formål er også kun at illustrere hvad jeg har flyttet (ever so slightly) på. Jeg vil prøve at se om jeg kan få adgang til en ordentlig scanner.
Jeg tog det ud fra den generelle stilhed, at der i sin tid var samtygge til mit foreslag om ovennævnte (ingen brokkede sig). Jeg håber på lidt respons på, om I støtter foreslaget, så vi evt.(?) kan gøre det officielt. Jeg ved det kan være svært at se den egentlige forskel ud fra disse to oven i købet dårlige gengivelser af kort. Men der er vitterligt heller ikke ret megen forskel. Jeg agter dog at tegne et fuldt Berendienkort inden længe, som jeg så vil forsøge at få op as well, så I kan se helheden (og, hvis der er stemning for det, opdatere det digitale kort).
Jeg skal i samme omgang skynde mig at sige, at jeg ikke har mulighed for at / ved hvor jeg kan uploade kortet nogen steder (og så vidt jeg ved kan man ikke bare gøre det her på forummet?). Hvis der er nogen der kan hjælpe, blev jeg glad :)

3) STØRRELSE! Ført og fremmest indbyggertal, både i byerne og det overordnede. Der lader til at være flertal for at bibeholde de unaturligt ;) lave befolkningstal, og det må man jo så bøje sig for. I mit materiale har jeg dog arbejdet med mine tal, men alle steder inkluderet begge! Jeg har "brugt samme ligning" for at finde befolkningstallene i de små størrelser som jeg har i de store, med udgangspunkt i at Kandras endte med at blive fordoblet. Jeg håber det gir mening. Ellers taler tallene vel for sig selv :)
Derudover kommer arealet, og her er jeg ikke nær så obsternatisk, for det er vel ren geometri. Jeg kan se, at der er nogen, jeg tror der er bedre til geometri end jeg, der har fået et væsentlig lavere resultat end mit. Jeg har derfor lavet en lille skitse i Paint, der viser hvordan jeg er nået frem til mit resultat, og som I vil kunne se, er det meget groft, så det er meget muligt jeg er way off ;) Jeg synes dog at de ~450.000 km2 der bliver nævnt af nogle, lyder liiige lovlig lavt, så bare for at være sikker på vi regner med samme tal: er vi enige om at afstanden, med henvisning til Kandra og Enhørningen, mellem Kéram og Kandra er ~110 km??
Jeg får som sagt stadig brug for et sted at uploade før jeg kan vise mine skitse :o

4) Lensopdelingen har været mig en kilde til megen hovedpine, men nu har jeg jo altså måtte tage hul på det. Det er ikke noget jeg står så specielt fast på, så jeg er bestemt åben for input (endnu mere end med al resten, naturligvis ;) ). Selv synes jeg at Ghazams 15 lener MINDST er passende, gerne lidt flere, men jeg kan forstå at man generelt synes der skal skæres lidt ned. Derfor har jeg som første tiltag i dén retning, skrottet hans Nordre og Sydre Skjolderige, og slået dem sammen med Kandras Mæglerrige. På den måde kommer hele egnen fra Kandra også til at høre sammen i samme len, styret fra Hålbergsklack (gotta love that name :D), hvilket jeg synes er godt.
Jeg synes for øvrigt snarest muligt vi skal få lenerne på plads, og vil i den forbindelse forsøge at uploade et forslag til inddelingerne (med stærkt afsæt i Ghazams, der kommer blot et kort på). Hvis 15 er for mange, hvor mange er så passende synes I? 12? 10? Færre?


Ellers skulle jeg mene mit det hele går fint i spænd med det allerede eksisterende.
Der mangler selvfølgelig en del for at Sydberendien er pdf-klart, men jeg synes første spadestik er taget. Er spændt på hvad I tænker :)

***
Min opdeling i de 6 områder giver nok ikke så meget mening uden et kort. Igen: dette kommer så snart jeg kan uploade (også stregtegninger i Paint ;) ).

Rent naturligt, klimatisk og topografisk, kan Berendien deles op i seks hovedområder.

I: Nordberendien (blå). De skovklædte sletter i vildmarken hele vejen op til Landori. Berendiens markant tyndest og lavest befolkede område. Her er ikke en eneste rigtig by, og der er meget, meget langt mellem de spredte bebyggelser. Hedemi, vognfolket, huserer heroppe som nomader, og reelle bosættelser er yderst sjældne. Her kan man færdes i ugesvis uden at møde andre mennesker.
Allerlængst mod nord, hundredevis af kilometer fra ”resten” af Berendien, ligger så dog Nordens Perle, Atrema med over 7,500 indbyggere. Det er Nordberendiens eneste købsstad, og al handel, trafik, information og forandring går gennem Atrema, som er Berendiens link til Erebs nordliggende egne.

II: The Heartlands [find godt navn!] (gul). Hele det åbne, dyrkede Entikaområde, det frugtbare Opadalen, og den ældgamle Kongeskov. Berendiens tættest- og højestbefolkede område samt kulturelle, økonomiske og politiske centrum. Entika er dér hvor det sker, og storbyen spreder sin kulturelle sfære ud over stort selt hele egnen. Der er tætpakket med landsby efter landsby overalt i markerne omkring hovedstaden, og handel og udvikling er i rivende fart. Heartlandsne er Berendien, alle der er noget eller vil noget tager hertil, og beslutninger om hele landets ve og vel bliver besluttet og manipuleret fra Entika. Selvom Berendien er en feudalstat, og der er magtfulde hertuger der træffer beslutninger både i Lindaros, Aterma og Ventimiglia, er det Entika der helt og holdent manifesterer sig udenrigspolitisk. Når udlandet taler om ”Berendiena”, menes der Heartlands og til dels Vestberendien; resten er blot vedhæng.

III: Centralberendien (lyserød). Eventyr land. Her lever magien, uforudsigeligheden og eventyret i bedste velgående. Det ”andet” Berendien, det vilde vestern, hvor enhver er sin egen lykkes smed og alting kan ske. Berendiens tredjestørste by, Kandra, er en uafhængig fristat og tiltrækker lykkejægere og pamifiliuser fra hele landet til sig. Alle, der ønsker sig spænding af skæbnen, der vil sætte alt over styr på et terningekast, tager til Centralberendien. Det er et land i landet, something entirely else, ikke mindst grundet sin særdeles isolerede topografiske position mellem Felan og Spindler.

IV: Østberiendien (sort). Heartlands modpol; Lindaros er den surmulende lillebror til Entika der fører et liv stort set magen til sin storebror, bare på mindre skala. Østberendien ligger også ganske afsidiges på den anden side af Felan, og lever et liv stort set of its own. Næsten al handel foregår med Østen, og man har ikke meget at gøre med resten af landet. Adelen der er dog tilstrækkeligt internationale og forfængelige til at LV finder hastigt frem, og også her blev det for årtier siden yt at være UG og chict at være LV. Det foregår dog i konstant konkurrence til Heartlands, og her er grenen Aidnisk, ikke Dalkisk [går dette bra, Anders?? Ellers kan splittelsen skyldes hvad som helst andet ;) ]. Var Lindaros stærkt nok, ville det forsøge at løsrive sig og skabe sin egen uafhængige stat (intet som Kandra, der nyder høj grad af symbiose med Heartlands) med sin Aidniske LV, og måske sker det om hundrede år. Måske sågar gennem rænkesmedning med Felicien eller Krun??

V: Vestberendien (rød). Sydens portal. De handelsrige egne langs Alemin fra Ventimiglia i syd til Karan i nord. Resten af området er ret øde; skovene i øst og åbne klitsletter i vest. Har den mest adskilte kultur fra resten af landet (langt mere end Lindaros, der jo bare er tøsefornærmede), i høj grad præget af syden (der kommer handlende helt fra Soluna! [eller ville disse blive taget af Feliciske pirater inden??]). Ventimiglia er ofte de første til at få nys fra Kobberhavet, og er i stor favour hos Entika, og er derfor vellidt og –beskyttet af Heartlandsne. Fungerer næsten som en benevolent koloni mod syd.

VI: Sydberendien. Uddybes her :)

Dude
Berendisk Vintrampare
Inlägg: 41
Blev medlem: 2009-02-15 22:22
Ort: København

Inlägg av Dude » 2009-08-29 14:21

Følgende tabeller og oversigter er copypastet fra et exceldokument, så det ser lidt rodet ud. Jeg kan selvfølgelig lægge dokumentet op as well når det er.
Jeg finder desuden latinske navne for træerne asap.

Grunddata
Hovedby (ingen)
Største by Ansheim (ca. 700 indb.)
Areal 198.000 km2
Indbyggertal 384.000
Befolkningstæthed 1,9/km2
Religion UG næsten altdominerende


Bebyggelser med over 300 indbyggere
(lokale kommercielle centre)
Ansheim (ca. 700)
Edgir/Ardo (ca. 600)
Jernrød (ca. 500)
Eskildsby (ca. 500)
Fort Erbulas (ca. 400)
Tallis (ca. 300)


Politiske forhold
Len , der liggher helt Mæglerrige, Frænderige,
eller delvist i Syd- Eskildsdal, Thún, Lindaros
berendien
Højborge Gammelholt (Frænderige), Eriksborg
(Eskildsdal), Tvedborg (Thún)
Kongens lokale gestalter Baron Eskild Eriksson (Eskildsdal)
Lensgreve Vigand Månehvid (Frænderige)
Lensgreve Fredar Himmelsværd (Thún)


Træsorter

Blåene
Blyantene
Storfrugtet ene
Stinkende ene
Almindelig ene
Almindelig cypress
Silkefyr
Bjergfyr
Panserfyr
Erbulasfyr
Felicisk fyr
Troldefyr
Sortfyr
Pinje

Sølvpoppel
Sortpoppel
Berendisk poppel
Virginsk poppel
Bævreasp
Sølvlind
Storbladet lind
Småbladet lind
Rødel
Hvidel
Johannesbrødtræ
Hassel
Guldregn


Spiselige vækster

Hasselnødder
Johannesbrødkerner
Pinjekerner
Enebær
Diverse Svampe
Trøfler
Sød bjergmynte
Salvie
Citronmelisse
Persille
Bergamot
Kål
Bjergkartofler
Stikkelsbær
Ribs
Hyben
Aubergine
Byg
Hvede
Rug


Drogeegnede vækster

*Forårsblomstrende*
Dæmontræ
Kvæslerbuske
Gråbynke
Grønmos
Brunmos
Kongslilje
Solkrokus


Dæmontræ
Typ: Træ
Klimazone: Tempereret
Voksningssteder: Frodige, solvendte bjerg- og bakkeskråninger
Blomstringstid: Tidligt forår
Blomster: Lysegrønne
Blade (efterår): Postkasserøde (gule)
Bladudseende: Ahornslignende
Frugttype: -
Frugtfarve: -
Dele der anvendes til droger: Saften under blomstringstiden
Vanlighed: Spektakulært


Husdyr

Geder
Høns
Hunde
Kalkuner
Semivildsvin
Okser


Vildyr

Bisamrotte
Murmeldyr
Lemming
Pindsvin
Bæver
Bjergged
Dådyr
Mantak
Chamois
Gaffelbuk
Saiga
Vildsvin
Visent
Ilder
Lækat
Skovmår
Vaskebjørnehund
Vildhund
Prærieulv
Sortbjørn
Sneleopard


Særlige dyr

Mustelon – Hegnet
Dværgkondor – Erbulas
Stenvender – Gråhallerne
Sortsidet Egern – Valleskoven
Skovhøg – Eskildsskov
Ferskvands Blæksprutte – Vandhuller i Felan
Ildperle – Felan
Højhalset Bæltedyr – Felan
Arkivarfugl – Træsket
Rødhageflue - Træsket

Dude
Berendisk Vintrampare
Inlägg: 41
Blev medlem: 2009-02-15 22:22
Ort: København

Inlägg av Dude » 2009-08-29 14:22

1: Overblik
2:Erbulas
3: Sletterne
4: Hegnet og skovene
5: Kultur og samfund

OVERBLIK
I fire dage har I i smågrupper sammen med andre parate karle gennemsøgt skov og eng efter en berrygtet drageslange, men da I henunder skumringen i aftes kom tilbage til den pauvre lille landevejskro, fik I fortalt at en gruppe skovmænd længere mod nord slog slangen ihjel i går formiddag uden at finde nogen guldskat! Jeres møjsommelige eftesøgning i det sene efterårs kolde, våde og regnfulde skove har altså været formålsløst.
Nu sidder I og får varmen foran den rygende kamin og forsøger at drive fugten ud af tøjet. Misfornøjelsen blandt mændene efter nyheden var stor, og tidligere på aftenen opstod der slagsmål, som forårsagede at en af dem fik to fingre hugget af. Flertallet af de andre har allerede rejst hjem, eller agter at gøre det i morgen tidlig. Stemningen er derfor noget trykkende, men øllet og harmonikaspillerens toner får jer efterhånden i bedre humør, og mens jeres frakker så småt begynder at tørre på pejsen, indser I at I egentlig ikke har fået præsenteret jer for hinanden.



Fra den dybe Felanskov i nord til Erbulas’ sneklædte tinder i syd; fra de spredte skove langs Alemin i vest til det Echastiske hav i øst strækker Sydberendien sig over vindblæste, grønne engsletter. Dette stille, afsidiges hjørne af Berendien udgøres næsten udelukkende af ødemark, hvor der kan gå uger i mellem man ser andre mennesker. De få, spredte byer der er sprunget op ved markerne i de dyrkede egne, er små, efterladte udørker med dårlige handelsforbindelser og knap kontakt til omverdenen. De fjerntliggende landområder er i sin tid tildelt sejrende, ærværdige feltherrer, mere eller mindre symbolsk, da Tolan begyndtes at koloniseres i århundrederne efer Imperiets fald, og udgøres nu af tre enorme, lavtbefolkede lener uden megen kulturel eller kommerciel værdi. Frænderige, Eskildsdal og Thún regeres af lokale, feudale herrer, der svarer direkte til kongen og adlyder hans forlangende. Lokalt er de højeste autoritet og sørger for al intern administration og lov og orden. Reelt set fungerer lenerne i høj grad som individuelle, selvstændige lande, så meget desto mere grundet deres afskårne beliggenhed. Resten af Berendien, dvs kong Frekvand, har sjældent ”brug” for dem, og de har sjældent brug for kongen. Der er råd og højting nu og da, som det er dem pålagt at deltage i og hvor de, i begrænset grad, kan yde indflydelse på rigets gøren og laden, som formelt set skal forhindre kongens enevælde, hvilket faktisk fungerer fint. Blot er det næsten helt og aldeles isoleret fra dagligdagens drift af lenerne, og de to verdener, nationalpolitik og lokal politik, er stortset totalt adskilte. Og spørger man bønderne hvem der bestemmer, vil de uden tøven svare den ”baronen” (/lensgreven/hertugen).
Bosættelserne er helt naturligt holdt samlet, hvilket betyder at de knapt 400.000 mennesker der bor her, bor, så at sige, samme sted.
Langs meget af Erbulasfloden og i området mellem Tåresøen og Gråhallerne er der frodigt, dyrket land med vajende kornmarker og grønne vænge.
I Erbulasbjergenes udløbere er der i sin tid bygget en del forsvarsværker, oprindeligt for at holde sortfolkene på afstand, nu i mindst ligeså høj grad for at udelukke en Felicisk krydsning af bjergene. Rundt om disse er der enkelte steder sprunget mindre landsbyer op, hvor jorden har tålt at blive dyrket, men disse bosættelser er ofte totalt afskåret fra omverden, og lever i deres helt eget lille lokalsamfund. Resten af Sydberendien er tomt og øde, og herude høres kun vindens susen og prærieulvens ensomme hyl.
Det centrale Sydberendien har hundredevis af kilometer til havet, og byder på sæsonopdelt fastlandssklima, der i høj grad bestemmes af de tårnende Erbulasbjerge mod syd og landets generelle elevering over havoverfladen. Kobberhavsklimaet fra Felicien får aldrig rigtig lov at trænge om på nordsiden af bjergene: den varme luft presses op ad bjergryggen, nedkøles, og bliver om vinteren til tunge skyer, der kommer ned som kold nedbør på den anden side. Kyststrækningen i Thúns østlige halvdel, hvor Erbulas også ebber ud, nyder dog godt af de varme luftstrømme fra det Echatiske hav, og har et noget mildere og mere variabelt ølandsklima.
Sommeren i Sydberendien er lun og solrig, og der kan gå dagevis uden en sky på den klare, blå himmel. Efteråret er regnfuldt, koldt og blæsende, nogengange med temperaturer tæt på frysepunktet, og vinteren låser ganske enkelt landskabet i en kappe af sne i et kvart år og gør bjergene aldeles ufremkommelige, og i Erbulas og dens udløbere kan man opleve forfærdelige snestorme og temperaturer langt under frysepunktet.
Når foråret kommer, smelter sneen oppe i bjergene og kommer som iskoldt og perlende, friskt vand ned gennem tusindvis af små bække og kilder, og forvandler landet aldeles. I løbet af få uger bliver alt dækket af tykt, kort, grønt bjerggræs, og de farverige markblomster dukker frem overalt. Fuglene vender tilbage og synger i træerne, og i det næste halve år er vejret i Sydberendien vidunderligt; stabilt og solrigt. Pga. bjergene og landets højde bliver det aldrig rigtig ulideligt varmt. 30 grader er sælsyn, og nætterne kan godt være milde og lidt friske.


ERBULAS
Terrænet I går i bliver til stadighed mere koldt og barskt; de få enkelte planter og gevækster der gror her, er bittesmå, knudrede buske der overlever udelukkende ved at suge næring fra den regnholdige bjerglyng, der er det eneste andet der kan overleve her på de golde klippeskråninger. De eneste lyde er vindens susen i de stejle bjergslugter, og det hule ekko der giver, når store sten styrter hundredevis af meter ned i afgrunden og slår genlyd mod bjergvæggen. Her koldt, øde og tyst, og man kan ikke andet end nære dyb respekt for landet.
Ind i mellem ser I store, adrætte bjerggeder med lang, tyk hvid pels, der holder dem varme i det barske klima. Igen og igen taber I næse og mund når I betragter de mest halsbrækkende stunts når gederne hopper flere meter lodret ned og alligevel lander så sikkert som en kat på en nærmest usynligt lille klippeafsats. Og enkelte gange får I øje på koloenorme rovfugle, der cirkler langt, langt over jer, evigt svævende på de fygende bjergvinde.



Erbulas er en stor og mægtig bjergkæde der deler Tolan i to og danner en naturlig grænse mellem Berendien i nord og Felicien i syd. Kædens bjerge er høje og spidse og dens højeste punkt, Galvardtinden, rager næsten seks kilometer op. I sommerhalvåret kræves det en egnskyndig stifinder, god fysik og en vis portion erfaring at krydse dem. I vinterhalvåret kan kun de dygtigste bjergbestigere forcere Erbulas, hvor det er en livsfarlig og stortset umulig mission for alle andre.
De højeste tinder er sneklædte hele året, og selv om der går rygter om både sneleoparder og den lokale variant af yetien, er her så vidt vides ganske øde pånær de ensomme bjerggeder der forvilder sig herop iblandt.
Inde i selve bjergene er der smækfyldt med sortfolk, først og fremmest endeløse horder af diverse vætteklaner, som bliver altmer dominerende. I sin tid udgjorde orker og riser en regulær og jævnlig trussel for meget af Sydberendiens menneskelige befolkning, men over det sidste århundrede eller to er de blevet tvunget tilbage til bjergene, hvor de nu for det mest holder sig. De snu og kyniske vætter synes dog at kontrollere mere og mere af bjergene, men vættekongernes haller og endeløse tunneller ligger dybt, dybt inde i selve bjergenes grundsten, hvor deres glitrende bunker af guld og sølv er gemt langt væk fra omverdenen. Dette giver orkerne og riserne nogenlunde råderum til at herske på selve bjergskråninger, omend kun dybt inde, hvor de har spredte lejre i dalene. Vætterne driver dog minedrift på diverse metaller, mest nævneværdigt guld og søvn, men for nylig øjensynligt også jern. De er velorganiserede og rige, og hvis klanhøvdingerne en dag kan lægge deres indterne magtkampe på hylden og forenes under én konge, kan vætterne udgøre en meget reel og meget seriøs trussel for både mennesker, orker og riser.

Som man kommer ned af bjergtinderne, hvor sneen begynder at smelte med foråret og hvor træer atter kan gro, er pletvise dynger af blåene det første man ser, snart efterfuldt af tætpakkede silkefyrlunde. De trives her højst oppe i kulden og fugten, og kan overleve hele vinteren når sneen kommer krybende og temperaturen er langt under frysepunktet. Her kommer de store flokke af migrerende chamois ibland forbi, og efterlader frosne fodspor i sneen blandt nåletræerne. Sammen med bjerggederne er de sneleopardernes stortset eneste føde.
Længere nede begynder der at komme både blyantene og bjergfyr, der også klarer sig på den golde klippevæg, men som vegetationen begynder at tage til og de første bjergurter dukker frem, overtages de af vidtvoksene almindelig ene-krat og stedsegrønne almindelige cypresser. Disse fortsætter langt ned af bjergskråningerne, og pyntes om foråret med myriader af farvestlående blomster i det fede, grønne græs. Her er et rigt dyreliv fyldt af lemminger, bævere, murmeldyr, ildere, vildhunde og chamois, kolde bjergsøer og fantastiske udsigter.


Dagen går gennem blødt faldende terræn, og der bliver længere imellem træerne og de nyudsprungne, blomstrende bergamot. Her og der støder I dog på små lunde af enebær og cypres, og ind imellem findes der krystalklare bjergsøer i de store stenfremspring. Nogle af dem er blot små pøle med bjerget som stenbund, der bliver dannet af vinterens regn når det ikke har nogen steder at trænge ned eller løbe hen. Disse er mørke og stadig iskolde, og man har ingen fornemmelse af hvor dybe de er. Andre er store, smaragdblå indsøer der glintrende spejler sig i solen. På et tidspunkt ser I en stor koloni af murmeldyr der ligger og damper ved en sådan sø. Bjergluften er stadig kold og frisk, men de lune forårsbriser smyger sig kælent om jer jo længere I kommer ned. Alt er grønt og frodigt så langt øjet rækker, og den blomstrende dalgang breder sig foran jer.


Dette er nu kun gældende for området mellem Aleminskovene [skovområdet langs Erbulas; ligger i Vestberendien] og Erbulasfloden. Dette er det stykke af Erbulas’ udløbere, der ligger længst fra havet og mest centralt. Her er god, fed jord. Det bærer præg af hvordan bjergryggen langs dette stykke vrider landet nordpå i sin nord-østgående retning, og til dels giver læ for de tørre, fygende slettevinde. Her er regnfuldt, koldt og tåget om vinteren og varmt og frodigt om sommeren. Der er dybe dalslugter med uhørt frodige moseenge og tæt grøn vegatation langt op ad bjervæggen.
Som man så fortsætter østover, hvor Erbulas atter begynder at løbe horisontalt, begynder landet at blive tørrere og meget kuperet. På bjergskråningerne er der langt mere goldt, bart og stenet. Chamoisne forsvinder og overtages af gaffelbukke, og det tynder ud i gnaverne. Cypress og ene forsvinder til fordel for panserfyr og, som vi kommer ned i udløberne, erbulasfyr [calabrisk fyr]. Som vi fortsætter østover, tager disse finere, smallere træer i stigende grad over fra panserfyrrene , indtil felicisk fyr [aleppofyr] kommer og trænger dem altmer sydpå op ad den nu helt bare bjergvæg. Til sidst erstatter disse helt Erbulasfyren, og, snart sammen med pinje, vokser de helt ned til sletten, og helt ud til kysten på de bare klippeskær.
Her er her ikke kun mennesketomt, men også tyndtbefolket af dyr. Gaffelbukkene og enkelte gnavere er det eneste man kan være heldig at se herude.



SLETTERNE
Det gode vejr fortsætter, og verden omkring jer er en smuk kollage af grøn og blå. De enkelte, spredte lunde bliver færre og færre, og der kan efterhånden gå timer uden I ser andet end græs- og lavarter og forårsblomster.
Da skumringen begynder at lægge sig som en tætte tågebanker i gryderne og renderne på sletten, finder I en lille sø fri for træer og kun prydet af et par buske byder på friskt algefrit drikkevand. Her kan I lade hestene koble fra og mæske sig mens solen går ned, flammende orange, og mørket sænker sig fløjlsblødt over jer. Nætterne herude er blæksorte og bundløse, og når himmelen er skyfri og luften klar og ren som nu, er himmelhvælvingen prydet med et ocean af blinkende, funklende stjerner. Jeres ånde damper i natten, og stjernerne ligner prikker af glitrende frost.


Sletterne er vide, åbne, og for det meste flade. Der er kort, tykt græs, store, tørveområder med mos og lav, især det store stykke mellem Erbulasfloden og Syvmilemosen [Sjuv Åldres Träsk]. Her er næsten ingen træer; de få der er, er koncentrede ved vådområder omkring søer og vandhuller, og udgøres primært af Sølvpoppel og Bævreasp. Bygder og landsbyer er koncentrerede i de dyrkede egne, og eksisterer slet ikke på sletterne. Sletterne udgør omtrent totredjedele af Sydberendien, og her er øde og kuperet så langt øjet rækker.
Det er aldeledes spektakulært at betragte solnedgangen farve himmel alle nuancer af gyldengul, orange, lyserød, violet og lilla mens tågen lægger sig tæt og klam henover græsset i gravene og grøfterne. Er man heldig, kan man bevidne Sort Sol, når svalerne flyver lavt på himlen over sig, og mørklægger den halve slette. Herude huserer desuden enorme flokke af tordnende visenter, der to gange årligt migrerer over 1000 kilometer på tværs af hele Berendien og har dyrebare pelse der sælges for formuer overalt langs kobberhavet.
Prærieulvene har, som vi kommer om på Erbulasflodens østside, taget over fra vildhundene som slettens eneste rovdyr. Foruden visenterne, som er tæt på urørlige for prærieulvene, er her små familieflokke af sælsomme saigaantiloper, som udgør ulvenes primære bytte.
Langs vandhullerne i de små, spredte lunde, finder man desuden vaskebjørnehunde, og i søerne et rigt fiskeliv.
I fordums tid fandtes her flere forskellige orkiske nomadestammer der var kommet ned fra bjergene, men de er for længst drevet tilbage til deres udspring. Det bevirker dog, at der, omend i miniskult antal, flakker af den eller anden grund efterladte orker, og i højerede grad riser, rundt her, der som oftest er ensomme, simple sjæle uden megen indhold i livet. Og naturligvis er her stadig en håndfuld af af både mennesker og orker udstødte halvorker, der enten er blevet vredladne eneboere i ødemarken eller har fået symbolske tjanser og jobs af den nærmeste landsby, oftest som udkigspost eller hyrde, mod at lade byboerne være i fred.

I Thúns østlige halvdel falder landet det sidste stykke ud til havet, og her er tørrere, varmere og goldere end resten af sletterne. Som man nærmer sig kysten, dukker pletvise fiskerlandsbyer op, og små agerbrugssamfund mellem pinjelundene for foden af bjergene, og først meget længere nord på, hvor Felan begynder at springe frem, starter den fede jord så velejnet til dyrkning.
Felan selv dukker frem kun 5-10 kilometer efter sletterne begynder at vokse til med jordbundens forandring. Langs hele den grænse, der strækker sig i en stort set vandret linje fra øst til vest, ændrer jorbunden og landskabet sig markant, og her siges vildnesset at ende (eller starte!). Langs øst og vestkysten giver det grobund for hhv. Lindaros’ og Entikas dyrkede lande, hvor det i centralberendien bevirker Felanskovens og Spindlerskovens opkomst (og forårsager det markant anderledes terræn i Kandratrakten mellem de to skove).


HEGNET [the countryside] OG SKOVENE
Mens mørke skyer samler sig til et forårsskyld over jer, passerer I midt på eftermiddagen ned over dalslugterne og ser løssatte tamsvin og -geder, og nu og da hunde. Sølvlinde begynder at flankere de første, spredte agre og vænge, og inden længe skuer I også de første, fjerne mennesker i form af hyrder, der sikkert er på vej hjem tidligt fra arbejde for at komme i ly for regnskyldet.
Da skyerne bryder ud over jer, og vasker jer i iskold forårsregn friskt fra Erbulas, finder I jer selv på en lille dyreled, og et par kilometer nede dukker den første lille klat huse op.



Som man kommer ned fra bjergene og ned i udløberne vest for Erbulasfloden, begynder storfrugtet ene at tage over i træprydningen, sammen med slåen vest for Valleskoven og johannesbrødtræ østfor, og blander sig med de vilde blomster og urter på vej ned fra udløberne. De første rigtige løvtræer der dukker op på østsiden er sortpoppel, der er at finde i det høje græs på klippeskråninger og –afsatser her og der, snart efterfulgt af sprudlende guldregn. På vestsiden finder både hassel og også masser af guldregn. Chamoisne kommer sjældet længere ned fra bjergene end hertil, og det er da også her man begynder at kunne finde sortbjørne og begyndende vildsvin, og her er talløse vildhunde.
Når man kommer helt fri fra udløberne til hvor landet flader ud, forsvinder træerne stort set helt (se "Sletterne"). Men hele vejen langs Erbulasfloden og op til Virelai, samt omkring Tåresø-området, hvor der er god, frugtbar jord, er landskabet dyrket, og det er som nævnt hér hele Sydberendiens befolkning bor. Lige langs slutningen af udløberne nær de første, pletvise bebyggelser, vokser sølvlinde og har erstattet udløbernes sortpoppeler, men senere kommer berendisk poppel [canadisk poppel] og virginsk poppel til, og er alt dominerende i hegnet, som det kaldes. Det er også her (og i selve skovene) at Sydberendiens rige dyreliv findes. Her er bisamrotter, pindsvin, dådyr, mantak, vildsvin, ildere, lækat, skovmår, vildhunde (som dog hernede bliver altmer fordrevet af de domæstikerede hunde) og sortbjørne.

Bønderne dyrker hvede, byg og rug i markerne, og her er tætpakket med bygd efter bygd på blot 50 eller højst et par hundrede indvider. Vejene, der som oftest blot er hjulspor, vogtes af feudalherrens husgarde. For et par hundrede år siden var her stadig volatilt og til tider utrygt grundet presset fra vildmarkens sortfolk, men det er længe siden glemt. Nu er her fred og orden, loven bliver nøjsomt håndhævet, og her er stille, roligt og hyggeligt. Man støder på lader, gårde, små broer, stengærder der flugter med vandreleden, kornmøller, og her og der finder vandmøllerne frem. Agre og marker er ofte indkredset af ”hegn” af poppeler, heraf navnet.


Skoven er fugtig og diset og sommerens kvidrende fugle er for længst bortfløjne det varmere himmelstrøg. Nu er her stille og uhyggeligt tomt. Det er svært at forestille sig at man nogensinde skulle kunne komme igennem her med vogne eller kærrer, for der er fyldt med glatte klippefremspring der dukker frem fra under den sandede jord, og træernes forvredne rødder blokerer stien med overalt og gør det næsten ufremkommeligt selv for heste. Her og der står der store, ældgamle sten blandt træerne, der sikkert har stået uberørt i årtusinder. Underskoven er dækket af kogler og visne fyrrenåle, og er fuld af skægmos og især groft bjerglav, og her og der får små enebærtræer lys nok til at overleve mellem fyrretræernes dominans. I ser også en del ribs- og stikkelsbærbuske, men bærsæsonen er længe siden overstået for i år. Til gengæld står der stadig enkelte, rådnende svampe her og der, og ethvert væltet træ er dækket af hvid skimmelsvamp. I støder nu og da på forladte hugormehuller og støre huler under væltede træer, der sikkert gemmer pak af vildhunde, men I ser sjældent levende væsener udover enkelte krager og skovskader. Aftener og nætter er kolde og dagene fugtige, og I ser hverken sol, måne eller stjerner gennem de tykke, regntunge skyer.


Gråhallerne er en mægtig, ældgammel skov, bestående af små-og storbladede lindetræer.

Valleskoven er stille og dyster, og er blandet Troldefyr og Stinkende Ene i de vestligste totredjedele, men slår over i Sortfyr i det østlige tredjedel.

Eskildsskov er en lys, smuk og behagelig skov langs floderne, og udgøres af Rødel i den sydvestlige del og Hvidel i den Nordøstlige.

Østskoven er en fjerntliggende, menneskeforladt, moset skov i forlængelse af Syvmilemosen, bestående udelukkende af Blyantene.

Felan (som primært ligger i Centralberendien) er en enorm, dyb, dunkel og mytisk løvskov med skyhøjetræer, hvor lyset dårligt slipper ind. Det er er en urskov, tæt og mørkegrøn, der i store dele er uudforsket.


KULTUR OG SAMFUND
De menneskelige indbyggere i Sydberendien er kønne, smilende og udadvendte mennesker, der gerne bærer deres følelser på ærmet. Man er aldrig i tvivl om hvad folk mener, og sydberendiere kan veksle fra aggressive armbevægelser og gedigen ophidselse til kys og kram fra det ene øjeblik til det næste. Man siger sin mening, er lunefulde og vægelsindede, har et standpunkt til man tager et nyt, og har en medfødt sans for ret og vrang og op og ned, samt ditto forkærlig tendens til overtro og myter. Sydberendiere ynder at passe sig selv og værdsætter at få lov at passe deres hverv i fred og ro, men du kan få hvilken som helst bonde i marken til at lade skuffejernet stå en stund og ivrigt lytte til historier fra den anden side af søen. Og efterfølgende ligeså ivrigt kommentere det og redegøre for, hvad der er forkert i protagonistens adfærd og hvorfor den aldrig var gået i hér. Af udseende er de middelhøje, gennemsnitligt en meter og et par og halvfjerds, smidige og graciøse, solbrændte og let mørke i huden, har tykt, sort hår, stærk kropsbehåring, og brune, dybtsiddende øjne (omend man nu og da finder grønøjede sydberendiere, der er afkom af blodsblandinger med vesterlændinge. Grønne øjne betragtes som særdeles smukt og en kilde til jalouxi, og de grønøjede piger er de smukkeste af alle).
Af husdyr holdes først og fremmest geder, høns og hunde, men man forsøger med et vist held også at domestikere de store kalkuner der huserer i skovene, samt de vilde, ruhårede svin – et projekt der er lykkedes så godt, at man begynder at kunne tale om deciderede tamsvin i modsætning til skovens vildsvin.
Heste er ikke naturlige til Berendien, og slet ikke til Sydberendien. Her er det kun stenrige riddere og adelsmænd ejer deciderede rideheste – store, prægtige dyr – og sådan én koster mere sølv end en hel bondelandsby ansamler i en generation. I stedet har man små, tætbyggede og stærke ponnyer med tyk og strid pels, som primært bliver brugt som lastdyr, og rider man på dem, er det sandelig kun som transport – man står af hesten når man når frem til målet, og kunne ikke drømme om bruge den i strid. Kavelari er en uhørt tanke, og riddere i skinnende rustninger på kampklædte heste er noget der hører norden til. I markerne er der udelukkende okser der bruges som arbejdsdyr.
De domestikerede hunde er naturligt nok fætre til de lokale vildhune, og ligner dem derfor til forveksling: de er af middelstor størrelse, ruhårede med tyk og strid rødbrun til mørkebrun pels, store, afrundede, opadpegende ører, spids snude, og lang og tyk, flad hale. De bruges til jagt, vagt og selskab, og kan snildt klare at være ude om natten selv i midvinter med -10 grader.

Madkulturen er præget af johannesbrødkerner, enebær, diverse svampe, sød bjergmynte, salvie, citronmelisse, persille og bergamot. I oplandet ved bjergene dyrker man gerne kål i store mængder, små bjergkartofler i mindre grad, og på markerne længere mod nord kultiveres der især byg, hvede og rug, og aubergine er en lokal favorit. Det gode, sorte rugbrød fra Sydberendien er internationalt anerkendt, og byggestenen i enhver bondedrengs kost.
Sydberendien er kendt for sine gode, friske hvedeøller, og hver landsby laver bitre på deres lokale kombination af urter. Vin er en delikatesse fra mere nordliggende len, og de fleste bønder finder det surt og væmmeligt. Ellers drikker man vand fra de utallige bjergkilder, friskmalket gedemælk, og skal man varme sig en kold vinternat, står den på dampende varm urtedrik, eventuelt iblandet honning, der er det eneste sødemiddel man har til rådighed.
Frugt og grønt udgøres hovedsageligt af kål, kartofler, aubergine og altså masser af urter, men indenfor sæsonen er er svampe også en bestandig del af kosten, ligesom nødder og bær. Svampesorterne er for mange til at tælle – som sagt er sorte trøfler er udsøgt spise – og af nødder findes primært hassel og, helt ovre østpå, pinje. Bærsorterne udgøres især af slåen, stikkelsbær og hyben, og desuden kan man støde på ribs her og der.

Sydberendiere er næsten udelukkende tilbedere af de Unge Guder. Man er ikke strengt religiøs, og der hersker ingen konkret lovgivning hvad angår graden af religionsfrihed, så tolerancen blandt folket er relativt høj. Man undrer sig, gør måske lidt grin af, folk, der har andre guder end de Unge, men respekterer deres ret til at vælge deres gud. Det polyteistiske sindelag gør, at man natuligt tænker at selv Etin blot er én blandt mange – eller i hvert fald et falsk forsøg på at være det! Man har ikke grundlæggende forståelse for, skænker ikke en tanke, at den Lysende Vej netop prædiker at Etin er den eneste, og at hvis Han er til, er ingen andre.
Og netop den Lysendes Vej har ikke gjort ordentligt indtræf i Sydberendien endnu; er ganske enkelt ikke nået herned endnu. Den Lysende Vej er i massernes bevidsthed en halvtosset modefænomen blandt fornemme folk i fjerntliggende egne. Altimens indbyggere ganske vist ikke er fanatisk religiøse, er det en helt grundlæggende del af deres hverdag og deres liv at udføre cermonierne og observere højtiderne. Man er i sin daglige gøren og laden ikke sig selv bevidst om, at man ”dyrker” nogen religion, det er så integreret i at ånde, være og bo i Sydberendien (for den sags skyld det meste af Berendien der dyrker UG) at man ikke tænker nærmere over det. Derfor er der små templer og altre til de forskellige Unge Guder strøet overalt i Sydberendiens beboede egne (og endda nogle stykker i de ubeboede). Selvom deciderede templer med præster og munke er sjældne i landsbyerne, har selv den mindste bygd et ”bedested” (af mere eller mindre primitiv art); simpelthen et helligt punkt eller område, ofte med et større eller mindre menneskeskabt monument. Erbulas er naturligt oplagt til Sholaktilbedning, de mange små landeveje og vandreledder gennem hegn og skov prydes af Kartovaltre, og masserne af bønderne i marklandet gør ofringer til Ninnave i håb god høst.
Mange mennesker har en ”egen” gud, den af de Unge de favoriserer, og mange af landsbyerne eller egnene har desuden deres ”egen”, lokale mere eller mindre gudommelige, mytoligske helteskikkelse som de ærer og beder om råd og beskyttelse. Men alle som én observerer de højtiderne for samtlige Guder. Det kan tænkes, at mange ikke ved helt præcis ”hvad de beder til” når de afholder en højtid i en anden en deres egne eller den lokale guds navn, men de gør det frivilligt og med spænding, og glæder sig gerne til det ugevis på forhånd.
Diverse højtider og ceremonier for de væsentligste Unge Guder står beskrevne i Kandra-modulet, og jeg vil derfor ikke komme ind på det her.

Sydberendiere er af et ærligt og ordentligt sindelag, og da området helt mangler egentlige byer, er folk i de lokale landsby- og bygdsamfund hinanden yderst bekendte. De to ting resulterer i et minimum af kriminalitet, og feudal herrernes veltrænede, veludrustede – om end relativt få – husgarder holder lov og orden i lenerne. Disse er den aktive ordensmagt ude på hegn og sti, og selv ude i ødemarken kan man risikere at støde på en af baronens vagtkompagnier, der blot er på standard patruljerunde. Ganske vist går der månedsvis før de kommer forbi det samme sted i ødemarken to gange, men det gør at der er jævn og solid overvågning over hele landet, og sikrer både intern ro og afskrækker eventuelle eksterne trusler.
Alle duelige mænd mellem 15 og 45 forventes at være beredte til strid med et øjebliks varsel, skulle det når som helst være nødvendigt. Disse simple landmænd er dog langt fra trænede, og er ikke andet end en bondemilitia. De er i bedste fald udrustet med spyd, hugsværd, enkelte kortsværd og mindre træskjole, redskabsøkser, træstave. De kan være klædt i læder, skind eller pelse, men er ofte helt urustede. Den relativt lille del af dem, der er jægere og udmarksmænd af den ene eller anden art (eller for den sags skyld bor på isolerede gårde), er ofte noget bedre trænet, hvilket blot vil sige at de rent faktisk er vant til at føre et våben, og mange af dem har jagtbuer, og er fremragende skytter.
Disse mænd svarer til én, lokal herre, en stor og selvstændig landejer, der i sin tur svarer til feudalherren, og disse lokale herrere er riddere, og er trænede, våbenføre mænd med langt bedre udrustning og med hest (som de altså står af når de når frem til slagmarken). Blandt sådanne mænd, der rent faktisk har købt og trænet med et våben, er oftest udrustet med reelle sværd, gode skjolde, ringbrynjeharnesk og hjelm. Pladerustninger er lige kommet til Entika og forbeholdt de aller rigeste højadelige.
Sydberendiske riddere er stolte, loyale og pligtopfyldende mænd, men vil til hver en tid tage imod chancen for at deltage i sang, dans, musik eller spil. Det er dygtige, uddannede soldater der har bevist deres værd i felten, og er blevet belønnet med gård og land i et len (gerne det len under vis bannere de har kæmpet). De har været forbi byer, civilisation og finkultur, og er dannede og ”kosmopolitisk” bevidste om en verden udenfor, på en helt anden måde end de bønder de har som naboer. Da de ofte er relativt velholdende, omgiver de sig ydermere med tjenere (som formelt set ikke er slaver, men i praksis ikke er meget mere end), og lever et i det hele taget ganske afskåret liv fra resen af lokalbefolkningen. Alt dette skaber naturligtvis en vis social kløft mellem ridderne og deres fæster, men det cementerer autoriteten og den grundlæggende, rigide klasseopdeling i det berendiske samfund. Og det er desuden en selvfølge. Det er de allerfærreste bønder der ville (uden at blive præget til det) udrykke skepsis eller utilfredshed hvis du spurgte dem, hvad de synes om den politiske struktur. De har ganske enkelt aldrig tænkt tanken at det kunne være anderledes.
I de tre sydberendiske lener, findes nogle hundrede riddere pr. len, som alle svarer direke til lensgreven eller baronen. Hver ridder har typisk 5-15 nære undersåtter, huskarle, der også er regulære krigere, der kæmper under ridderens hus, i hans navn, og tjener hans ære, og hjælper til med at håndhæve hans vilje. Ridderne er også lokal supræm autoritet, og man vil ofte hører bønder tale om ”Ridder Vagndrots land” eller ”Ridder Orgeforgls marker”. Det land, som ridderen ejer, har han eneret på, dvs. al jagt eller høst af enhver art på ejendommen betragtes som krybskytteri og straffes i værste fald med hængning. Således opstår der klassiske scenarier med udmagrede bønder, der om vinteret drister sig ind på ridderens land i søgen efter føde, og bliver nådesløst ”taget af”. Heri ligger faktisk også kilden til den største del kriminalitet i Sydberendien: ikke bønder, der foruretter bønder, men bønder, der foruretter riddere.
Det skal dog i samme åndedrag siges, at ridderne for det meste ikke er onde eller nederdrægtige personer. De lever blot et sted i en alder hvor det er en selvfølge at have eksklusive, humanitære privilegier.

Ved en ridders død, arver dennes førstfødtes søn al landet og al magten, og det står ham for godtbefindende at dele ud af det til sine brødre, naturligvis under godkendelse af feudalherren. Dette fører til den anden, væsentlige mere potentielle, trussel mod freden: forurettede brødre, oversete fætre, forbipasserede naboriddere. En gang imellem, som reaktion på en særlig vederstyggelig gerning, eller som manglende selvbeherskelse hos en særligt temperementsfuld ridder, samles den lokale militia og sendes under bål og brand ind i ”fjendens” territorium, for at rane og skabe så megen mulig ravage inden den anden ridders militia eller brors tilhængere kommer ud og enten skræmmer ham væk eller går på ham. Dette kan forvolde en del skade på landbruget, og 9 ud af 10 gange er det naturligvis bønderne der betaler priser for krigens ravager.
Som oftest beder de to konflikterende parter dog om foretræde hos feudalherren, som tålmodigt lytter til, vurderer og bedømmer konflikten, og løser den for dem. Ingen stiller spørgsmålstegn ved den trufne afgørelse.

Når feudalherrens husgarde er på patrulje i området, er det endvidere ridderne der lægger hus til. Husgarden har altid præcedens over ridderne, skulle uoverenstemmelser eller uenigheder af den ene eller den anden art opstå.

Dude
Berendisk Vintrampare
Inlägg: 41
Blev medlem: 2009-02-15 22:22
Ort: København

Inlägg av Dude » 2009-08-29 14:29

Va fan, ka man ikke længere redigere sine posts?
Udover et par uvæsentlige typos, er der indsneget sig en fejl i oversigten over byerne: Fort Erbulas er ikke nogen decideret landsby, blot en befæstning. Der skulle i stedet ha stået Irevad, som altså er landsbyen med 400 indbyggere.

Håber jeg kan smide kortene op snart, så I ka se wtf jeg snakker om :D

Dude
Berendisk Vintrampare
Inlägg: 41
Blev medlem: 2009-02-15 22:22
Ort: København

Inlägg av Dude » 2009-08-29 14:36

Her kommer forresten et par stats på Berendien som helhed (ligeledes cp fra excel, derfor også rodet):

Grunddata Alternativ
Hovedstad Entika
Areal 719.000 kvm ?
Indbyggertal 6.400.000 2.000.000
Befolkningstæthed 8,9/km2 2,8/km2
Religion UG og LV kæmper tæt!

Område Procentdel af bef.
Nordberendien 2%
Hovedlandet 37%
Centralberendien 10%
Østberendien 28%
Vestberendien 17%
Sydberendien 6%


By Befolkning (Alternativt) Beliggenhed
Entika 43.000 17.000 Hovedlandet
Lindaros 20.000 7.700 Østberendien
Kandra 9.300 3.600 Centralberendien
Atrema 7.500 2.900 Nordberendien
Ventimiglia 6.200 2.400 Vestberendien
Karan-nur-Alemin 4.400 1.700 Vestberendien
Hébanon 1.800 (700) Centralberendien
Kéram-el-Krôm 1.100 (400) Centralberendien
Byboer i alt 93.300 35.300
% af samlet bef. i byer 1,6 % 1,8%


Befolkningsfordeling
Berendiere 97%
Ænder 2%
Andre <1%


Religionsfordeling
Den Lysende Vej De Unge Guder Andet
Nordberendien 6% 86% 8%
Hovedlandet 61% 38% 1%
Centralberendien 27% 72% 1%
Østberendien 54% 35% 1%
Vestberendien 69% 29% 2%
Sydberendien 3% 96% 1%
Berendien ? ? 1%


Berendiske drengenavne
Leralars
Eramatel
Morandevik
Barrtasel
Varndot
Pirelnor
Torpelin
Torrpedor
Garfix
Tigkon
Kokleif
Detlef
Miramaks
Rugeldor
Darpedon
Tarsketorp
Pekseldot
Madsnedil
Lorsepaj
Hardevik
Porselit
Isarvot
Karlvand
Vagndrot
Pekansjos
Islevit
Varnedal
Rarsbord
Fejdrot
Ergat
Jarbesaks
Karsetot
Firs
Telenor
Orgeforgl
Libkarl
Torskemugle
Barsevik
Irland
Arnpot
Virenlar
Farsbrød
Fredar
Ragekord
Harteknud
Tislevor
Rhinbal
Migkelar
Kirsvord
Vigand


Jeg ved godt der måske er lige lovligt mange navne, men jeg havde such a blast med at designe dem :D Vi kan evt skære de mest tåbelige fra. Der er desuden masser af navne i både Kandra og Enhørningen af tage fra.

Skriv svar